Eksingedalen anno 1887

 

I 1887 utgav Thrond Sjursen Haukenæs Natur Folkeliv og Folketro paa Voss  og Vossestranden som er ei samling av folkelivsskildring, eventyr og sagn. Forteljinga under er henta herfra. Me har funne denne på historier.no  

Omtrent 1 Mil i Nord for Teigdalen ligger Eksingedalen. Er der trangt og vildt i Teigdalen, med daarlige Færdselsveie og sparsomme Næringskilder, saa er alt dette i endnu høiere Grad særegent for Eksingedalen. Kun den, der fra Barnsben af er vant med saadanne Omgivelser og saadanne Livsforholde, kan leve og befinde sig vel paa saadanne Steder. Mest maa man forundre sig paa, at Folk overhovedet har holdt paa at bosætte sig i saadanne Afkroge.

<--break- />

Eksingedalen er beboet i en Længde af henved 5 Mil. Den tager sin Begyndelse ved Eidsfjorden, der ligger i Brudviks Præstegjeld, gaar først mod Nordøst, indtil den skjærer Bygdegrændsen, og fortsætter siden ret mod Øst gjennem en Del af Hosanger Præstegjeld og løber endelig et lidet Stykke østenfor gaarden Ladvik ind i Voss Præstegjeld, hvem de sidste og øverste gaarde i Dalen tilhører. Den Del af Dalen, som hører Hosanger til, danner et særskilt lidet Kirkesogn med en af Graasten i 1883 opbygget Kapelkirke. Bygdens Folk murede selv Kirken op under Tilsyn af Anders Ladvik; den er reist paa Gaarden Fladekvals Grund, i den smukkeste og bedste Del af Dalen. Her er ogsaa Kirkegaard, og ligeledes er der Kirkegaard paa Næsheim, som ligger noget over en Mil længere op i Dalen.

Øverste Gaard i Dalen er Gulbraa, hvorfra fører daarlig Kløvvei over Fjeldene til Holbygden i Vossestranden. Afstanden er henved 2 Mil. Første gaard nedenfor Gulbraa er Ekse, der har givet Gaarden sit Navn. Det synes heraf fremgaa, at Dalen først er ble-ven bebygget i den øverste Ende, altsaa fra Voss af. Navnet Ekse forklarer nogle skal komme af Økse, idet Rydningsmændene, som først bosatte sig her, flittigt maatte bruge Øksen i de tætte Skoge; andre siger, det kommer af, at den første Beboer af Gaarden og Dalen saa en Flok Heste fare eksende (galloperende) tversover der, hvor han senere anlagde sit Gaardstun, og at han kaldte Gaarden op herefter. Hverken den ene eller anden af disse Forklaringer synes at have stor Rimelighed for sig.

Dalen gjennemstrømmes i sin hele Længde af en Elv, som kommer fra Fjeldene ved Vossestranden og løber ud i EidAorden ved Eide. Den danner mange smaa Indsjøer langs Dalbunden og her og der Fossefald, saasom Hagefossen og Troldfossen. En knudret, ujevn og besværlig Kløvvei følger Elven helt fra de øverste Gaarde i Dalen og er den eneste Færdselsvei, paa hvilken man kan komme frem til Sjøen, undtagen for de øverste Gaardes Vedkommende, hvorfra en noget kortere, men meget besværlig Kløvvei fører over Fjeldene til Teigdalen og videre nedover langs samme til Evanger. Det har længe været paa Tale, at Eksingedalen skulde faa ordentlig Kjørevei langs Elven til Sjøen, og skal det nogensinde med Sandhed siges at et Veianlæg er paatrængende nødvendigt og vidde komme Omgivelserne til Nytte, saa maatte det være her. Vei er ogsaa paabegyndt og færdig i Smaastubber hist og her, men saalenge disse Smaastubber ikke vokser sammen til noget hele, er der ikke stor Hjælp i dem. Dalen slynger sig i mange Bugtninger og Krumninger ind gjennm Landet, saagodt som overalt omgivet af høie Fjelde med bratte Sider og vilde Styrtninger og Stup imellem. Naturen er idet-hele af en sjelden Vildhed her, og Dalen bærer et mørkt og dystert Præg, som gjør den fremmede, der første Gang reiser her, ganske trang om Hjertet. Langs Dalbunden, i passende Afstand fra Elven, ligger de smaa og spredte Gaarde, brunede af Solen, med tykt Torvtag og gammeldags Vinduer og ligesaa gammeldags Bygningsmaade idethele. At faa op et Hus her koster mange Penge og et overordentlig tungt Slæb og Slid; Dalen er nemlig, især i den øverste Del, særdeles skogfattig; Furuskog til Tømmer findes sle-tikke, men maa hentes enten ved Sjøen eller i den nederste Ende af Dalen, hvor der endnu er lidt Tømmerskog igjen. Saa maa Tømmeret kjøbes i dyre Domme og derefter slæbes enten paa Ryggen eller om Vinteren, naar Sneen ligger høi, kjøres paa en Kjælkeslæde de 3-4-5 Mil, som man har at tilbakelægge, før Materialierne ligger paa Tunet. At bygge en ganske liden og enkel Stue er derfor et Foretagende, som kræver flere Aars Forberedelse.

Da Jordbunden er mager og skarp, gjennemtrukket af surt Grundvand og tildels sandet og grand, Solgangen liden og mange af Gaardene udsatte for Træk og kolde Vinde, saa følger heraf, at Kornavlen ikke er af væsentlig Betydning for Dalen. Paa forskjellige Gaarde saasom Fjedlang, der hører til de saakaldte Kraggaarde og ligger lige opunder en høi Fjeldtop, som kaldes Fjedlangskulten, er Agrene saa bratte, at de ikke kan pløies op, men maa spades med Spade; paa andre Steder saasom Ekse naar Kornet sjelden frem til Modenhed, da der er for koldt. Alt det Korn og Mel, som maa kjøbes, maa derfor transporteres enten paa Hesteryggen eller Folkeryggen fra Eide ved Eidsfjorden eller fra Evanger.

Fædriften er Dalens Hovednæringsvei. Slaattemarkerne er vistnog ikke af rar Beskaffenhed, og Vinterfostringen lader adskilligt tilbage at ønske, men Sommerbeiterne er udmærkede. Da lægger Buskapen Kjød paa Benene igjen efter den magre Vinter og skaffer Melk og Smør og Ost i Mængde. Om Sommeren leier man også en hel Del Kjør af andre mod et passende, ikke meget høit Vederlag og har heraf ganske god Fordel.

Lidt Fiskeri og Jagt drives ogsaa af Dalens Beboere. Det paastaaes, at Renen endnu skal findes i vild Tilstand i Fjeldene ved Eksingedalen.

Eksingedølerne er gjæstfrie, fredelige og stilfarende Folk. Drik, Dans og Natteløberi findes kun i ringe Udstrækning. De lange Østande mellem Gaardene og den ringe Selskabelighed opmuntrer ikke til denslags Trafik.

meir fisk